Moder Urt startede egentligt ud som et instagramprojekt, der skulle dokumentere og reflektere over langsommeligheden. Jeg var et par måneder inde i moderskabet og måtte øve mig i at finde nydelse og ro i at gøre tingene langsomt.
Med langsommeligheden kom muligheden for at observere sæsonerne og lade en gammel kærlighed til naturen og urterne vokse sig stærk igen. Jeg tillod mig selv blot at være med planterne og mærkede hvor meget det betød for et sensitivt nervesystem som mit at kunne tage tingene i et roligt tempo.
Som tiden gik fik jeg lyst til at dele mere af min viden og kærlighed til urterne, samtidigt med at jeg mærkede mig kaldet til at være en del af efterfødselsrevolutionen, hvor mødres trivsel sættes i højsædet. Således blev Moder Urt til en lille virksomhed med mange drømme og håb for fremtiden.
"Omsorg for menneske og jord" er en af mine mærkesager. Vi må kere om det nære. En større forståelse for naturen er med til at styrke vores iboende forbindelse til jorden. Denne forbindelse er ubeskriveligt vigtig at pleje og nære i vores samtids politiske klima, hvor konstant vækst hyldes på trods af dens negative konsekvenser for både os og planeten.
”Enhver mor fortjener at trives i sit moderskab” er nok det ultimative mantra for en efterfødselsvejleder. Mødre fortjener omsorg, nærvær og at blive bevidnet i overgangen til moderskabet. For mig er arbejdet med efterfødselskultur og mødreomsorg både et feministisk og økologisk projekt. Min praksis som efterfødselsvejleder er centreret om moderen og hendes oplevelser. Ønsker vi en ændring af samfund og kultur, må omsorg prioriteres. Omsorg for mødre. For livet. For jorden. Jeg tror på, at en kærligere verden er mulig, hvis vi får omdefineret, hvad der reelt har værdi.
Mit navn er Nanna Marie.
Jeg bor på Djursland med min lille familie. Her finder jeg dagligt ro og inspiration i naturen.
Efter at have læst humaniora og samfundsvidenskab på Aarhus Universitet hulens mange år mærkede jeg et stort behov for mere natur, ro og selvkærlighed i mit liv og således spirede idéen om at kombinere naturterapeutisk sankepraksis med mødreomsorg og efterfødselskulturarbejde.
Efterfølgende har jeg udannet mig til efterfødselsvejleder, taget to dybdegående kurser i urter og deres brug hos Herbal Academy og er i øjeblikket ved at studere anatomi/fysiologi/sygdomslære hos Nordic College of Natural Medicine.
Har du nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til mig på kontakt@moderurt.dk.